Kvinden, der i går blev skudt af politiet på åben gade i Kolding, var netop blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling, skriver TV Syd.
Det samme bekræfter Peter Jezek, oversygeplejerske på psykiatrisk afdeling i Kolding, overfor Ekstra Bladet.
- Jeg kan bekræfte, at hun netop var blevet udskrevet. Hun har flere indlæggelser i bagagen og er kendt i psykiatrien, siger han.
Læs om episoden her:
Kvinde skudt af politiet: Truede med kniv
Kvinden skulle angiveligt have truet betjentene med en kniv, da de skød hende i benet.
- Har kvinden været rask, da hun blev udskrevet, når hun kort tid efter står og truer politiet med en kniv?
- De der overskrider lovgivningen omkring knive, viser ikke noget om, hvorvidt de er syge eller ej, siger Peter Jezek.
- Men har hun været rask, når hun angiveligt skulle have truet politiet, ?
- Det kan jeg ikke udtale mig om, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet...
Skudt af politiet
I går trak politiet sit våben mod en kvinde i Kolding i krydset mellem Nordre Ringvej og Vejlevej. Når de gør det, skal den Uafhængige Politianklagemyndighed ind over sagen. De skal nu undersøge, hvad der er sket, og om betjenten har handlet hensigtsmæssigt.
I går talte Ekstra Bladet med den Uafhængige Politianklagemyndighed, som kort tid efter ulykken havde sendt efterforskere ud til stedet.
På daværende tidspunkt vidste specialkonsulent I Den Uafhængige Politiklagemyndighed, Morten Dahm-Hansen, ikke, om kvinden havde haft en kniv eller ej.
- Jeg ved kun, at hun har truet. Hvad der nærmere skete, er vi i gang med at undersøge, siger han.
Søndag forsøgte Ekstra Bladet at få fat på Morten Dahm-Hansen for at få de nyeste detaljer, men det lykkes ikke.