Kvinde slået: Overraskede indbrudstyv

En indbrudstyv har slået en kvinde i hovedet, efter hun opdagede den ubudne gæst

En kvinde blev slået i hovedet, da hun mandag aften overraskede en indbrudstyv i sit hjem i Fredericia. Video: Local Eyes.

En kvinde er mandag aften blevet slået i hovedet, da hun opdagede en indbrudstyv i sit hjem i Fredericia.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi til Ekstra Bladet.

- Vi får en anmeldelse klokken 17.57 om, at en kvinde har låst sig ind i sit hjem, hvor hun ser en mørk skikkelse. Umiddelbart efter bliver hun slået i hovedet med en stump genstand. Hun flygter derfra til naboen, siger Jørn Bystrup, vagtchef, Sydøstjyllands Politi.

Politiet søger nu vidner, da det eneste spor er en mørk skikkelse. Derfor ønsker myndigheder at høre fra folk, der har set mistænkelig adfærd omkring Dådyrvej i Fredericia frem mod klokken 18.

- Vi er ved at undersøge, hvad grunden er til at hun bliver slået. Om det er en indbrudstyv, der skulle sikre tyvekosterne eller vil stikke af.