Kvinde smed trearmet lysestage efter betjent

Stak af, men blev fundet af politihund

En 39-årig kvinde er blevet anholdt og sigtet for vold mod politiet, efter at hun sent i aftes kastede en trearmet lysestage efter en politibetjent.

Betjenten undgik kun med nød og næppe at blive ramt, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.

Det var klokken 20.53, at politiet blev tilkaldt til en adresse lidt uden for Karise, hvor der var larm og råben. Det viste sig at være to mænd og to kvinder, som var oppe at diskutere.

Den 39-årige blev tilsyneladende så provokeret af politiets tilstedeværelse, at hun ifølge betjentene kastede flere ting mod politiet. Herunder altså den trearmede.

Det var nødvendigt for politiet at bruge peberspray til at få de implicerede til at falde til ro, men det lykkedes den 39-årige at stikke af. Hun blev dog hurtigt fundet af en politihund, som snusede sig frem til hende.

Ud over den 39-årige blev en 17-årig dreng sigtet for at overtræde retsplejeloven, fordi han ikke ville oplyse sin identitet. Desuden blev en 52-årig mand anholdt på stedet og taget med til politistationen for at få ro på gemytterne.

Den 39-årige kom ligeledes med i politibil til Næstved, hvor hun blev afhørt og senere løsladt ud på formiddagen fredag.