Kvinde truet og bagbundet ved voldsomt røveri

Politiet efterlyser to gerningsmænd efter et 'særligt farligt' røveri på Fyn

En kvindelig ansat blev torsdag eftermiddag udsat for et voldsomt røveri her ved 'Din nye Guldsmed' i Tommerup Stationsby. (Foto: FotoFyn.dk)
En kvindelig ansat blev torsdag eftermiddag udsat for et voldsomt røveri her ved 'Din nye Guldsmed' i Tommerup Stationsby. (Foto: FotoFyn.dk)

En guldsmedeforretning og en kvindelig ansat blev torsdag eftermiddag udsat for et særdeles voldsomt røveri.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Røveriet fandt sted klokken 17.47, hvor to gerningsmænd kom ind i 'Din Nye Guldsmed' i Tommerup Stationsby på Fyn. Her blev den kvindelige ansatte opsøgt og truet med en pistollignende genstand, hvorefter hun blev bagbundet med gaffatape og lagt ned på gulvet.

Herefter skaffede de to gerningsmænd sig blandt andet adgang til forretningens udstillignsmontre.

Efter røveriet løb de to mænd fra stedet. Udbyttet af røveriet er på nuværende tidspunkt ikke opgjort.

Den kvindelige ansatte var efter røveriet selv i stand til at komme fri og kontakte politiet.

Særligt farligt
Oven på røveriet, som politiet betegner som 'særligt farligt', efterlyser Fyns Politi nu vidner, der kan have set de to gerningsmænd eller mistænkelig adfærd før og efter røveriet.

De beskrives som:

A: Mand, 180 - 185 cm høj, spinkel af bygning, lyst hår og iført grønt arbejdstøj og røde sko. Han medbragte desuden en mørk rygsæk.

B: Mand, 180 -185 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført blå jeans og sandaler uden sokker.