Over tre år.
Så lang tid nåede Laura Winham at ligge død i sin lejlighed i Woking i England, før nogen fandt hende. Og det får nu hendes efterladte til at lange ud efter det britiske sundhedssystem.
Det skriver britiske BBC.
Kvinden, der var psykisk syg og var blevet henvist til psykiatrisk behandling flere gange, lå død så længe, at hendes lig nærmest var blevet 'mumificeret'.
Det var hendes bror, der fandt hende i maj 2021, efter hun øjensynligt var omkommet helt tilbage i 2017.
Det øjensynligt sidste besøg, hun fik, var fra politiet, der noterede sig følgende om den 38-årige kvinde:
'Tager sig ikke af sig selv, har ikke så meget mad, og hun virkede ikke klar over, hvor og hvordan hun skulle henvende sig for at få hjælp,' lød det i rapporten fra Surrey Police, der indstillede hende til behandling.
Gledet væk fra familien
Kort efter dette besøg stoppede dog Laura Winham med at nedfælde notater i sin dagbog. Det sidste, der blev indskrevet var øjensynligt:
'Jeg har brug for hjælp.'
På grund af kvindens skizofreni var hun gledet væk fra familien, der i dag er frustrerede over, at myndighederne ikke reagerede på 'advarselslamperne'.
- Hun blev efterladt til at dø, lyder det fra hendes søster Nicky Winham.
Hos de lokale myndigheder kalder man sagen 'virkelig tragisk' og lover, at man vil evaluere.
- Vi er fuldt ud opsatte på at deltage helt og aldeles i opklaringen, skriver Surrey County Council.