En 28-årig mand med bopæl i Sverige er blevet varetægtsfængslet i en indtil videre hemmeligholdt sag om moms- og skattesvindel for mere end 20 millioner kroner.
Det er resultatet af et grundlovsforhør i Københavns Dommervagt, som lørdag blev afviklet for lukkede døre, erfarer Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet var til stede under den indledende del af grundlovsforhøret. Her blev sigtelsen mod manden læst op. Og det blev konstateret, at der er tale om den samme sag, hvor tre andre mænd dagen forinden blev varetægtsfængslet.
Det viste sig, at den 28-årige allerede blev anholdt af svensk politi på sin bopæl i Sverige onsdag 30. oktober klokken 7.45 om morgenen. Det bekræftede den 28-årige selv over for dommeren i Københavns Dommervagt.
Svensk Politi var ankommet til mandens adresse ved syv-tiden, forklarede den 28-årige. Han gav samtidig udtryk for, at anholdelsen efter hans opfattelse var forholdsvis dramatisk.
- Der blev sat en strømpistol lige i ryggen på mig, mens jeg sov, sagde den 28-årige fra anklagebænken.
Den bemærkning fik hans forsvarer Birgitte Schiøtz til at udbryde:
- Sådan foregår det i Sverige.
Siden er han fredag blevet hentet af danske betjente i Sverige.
Ejer Lamborghini
I retten var den 28-årige forholdsvis nyklippede mand iført afslappende tøj i form af sorte jeans og blå sweatshirt. Desuden var han iført sorte sneakers med hvide såler.
Ekstra Bladet erfarer, at manden ejer en sort Lamborghini på svenske plader. Den bil blev beslaglagt af politiet under en aktion i Danmark, som foregik samtidig med, at politiet i Sverige slog til.
Bilen holdt parkeret på adressen hos den ene af de tre øvrige mænd, der blev varetægtsfængslet i sagen. Der er tale om tre mænd på 30, 35 og 58 år.
Flere år
Af sigtelsen mod de fire fremgår det, at det er de danske myndigheders opfattelse, at der er blevet fusket med moms-indberetninger og udgifter til løn i flere år. Fra sensommeren 2015 og helt frem til kort før anholdelsestidspunktet er det opfattelsen, at de fire alle med forsæt har spillet en rolle i at unddrage statskassen afgifter for store beløb.
Beslaglagt luksusbil er med i 'gangster'-video
Det er angiveligt sket gennem en række håndværksfirmaer på Københavns Vestegn, hvor der er indgivet for høj købsmoms, så selskaberne på den måde har kunnet afskrive store beløb. Desuden er der i flere tilfælde slet ikke indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for betydelige millionbeløb.
Derudover er der - igen ifølge myndighederne - opgivet falske ydelser på indkøbt arbejdskraft. Det er sket gennem pt. ukendte virksomheder og kendte job-virksomheder, som ifølge sigtelsen har været under konkursbehandling eller egentlig opløst.
Nægter skyld
Den 28-årige nægtede sig under den indledende del af grundlovsforhøret skyldig i sigtelserne. Det gjorde han opmærksom på med klar stemme.
- Ja, det gør jeg i hvert fald, sagde han lige efter, at hans forsvarer havde sagt 'min klient nægter sig skyldig'.
Specialanklager ved Københavns Politi, Kirsten Marie Fog Pedersen, fortæller ellers til Ekstra Bladet, at der er nedlagt navneforbud i sagerne. På grund af de lukkede døre i retten kan hun heller ikke kommentere på efterforskningen i øvrigt.
Men hun fortæller til Ekstra Bladet, at grundlovsforhøret af den 28-årige tog hen ved to timer at afvikle.
Under grundlovsforhøret af de tre øvrige forleden viste det sig også, at de alle nægtede sig skyldige. En enkelt af de sigtede kunne dog erkende et enkelt af de mange forhold.
Luksusbil beslaglagt i sag om millionsvindel
Tre forretningsfolk i grundlovsforhør: Sigtes for svindel til 20 millioner kr.