Ved du noget, eller har du tip? Skriv en sms til 1224 (alm. takst) eller mail til 1224@eb.dk
25.000 kroner.
Så mange penge udlover Lars Seier nu som dusør, efter han i nat omkring klokken et blev frarøvet et ur af mærket Ulysse Nardin i guld. Det skriver Lars Seier på sin Facebookprofil her til eftermiddag:
- Igår spiste jeg en hyggelig middag og gik derefter med et par venner ud for at få drink ved 01.00 tiden. På hjørnet af Kgs Nytorv og Hovedvagtsgade blev vi antastet af to mænd og en af os blev skubbet omkuld. Mens vi fokuserede på at få vedkommende beskyttet og hjulpet på benene igen, stjal de dette Ulysse Nardin herreur fra mig, og forsvandt derefter ned ad Ny Adelgade.
Sæson for tricktyveri: Sådan opdager du tyven, før han opdager dig
På hjemmesiden Urværket.dk koster et Ulysse Nardin-ur, der ligner det, Lars Seier efterlyser, 339.095 kr. Og det vil han, ikke overraskende, nu gerne have tilbage.
- Dette ur vil jeg gerne have igen og også have fat i tyvene. Så hvis du skulle falde over oplysninger, der resulterer i at jeg får uret igen, er der 25.000 kroner i dusør til dig, skriver han i sit facebookopslag.
Lars Seier, der til daglig bor i Schweiz, medvirker samtidig med hans besøg i Danmark i DR-programmet 'Vi ses hos Clement,' der bliver sendt i morgen klokken 21:45.
Ikke bekræftet
Ekstra Bladet har været i kontakt med Københavns Politi, der fortæller, at de ikke er rykket ud til en sådan begivenhed i nat, og at der på nuværende tidspunkt ikke er registreret en anmeldelse af tyveriet.
Lars Seier fik stjålet ur til 300.000 kroner: - Jeg løb efter dem
Ekstra Bladet har været i kontakt med Lars Seiers personlige assistent, men det er endnu ikke lykkedes at få fat i Lars Seier Christensen for at få uddybet episoden.