Lars' soldaterkammerat: Vi oplevede mange voldsomme ting

Den efterlyste Lars Kragh var befalingsmand i Bosnien i 1998. Udsendt kammerat fra dengang forstår ikke, hvis hans gamle kollega har gjort noget alvorligt ved sine forældre

Lars Kragh har sammen med sine forældre været eftersøgt siden i torsdags. Politifoto
Lars Kragh har sammen med sine forældre været eftersøgt siden i torsdags. Politifoto
Følg Krimi

Forældreparret Kirsten og Jørgen Kragh og deres 42-årige søn, Lars Kragh, var i aftes stadig som sunket i jorden.

De har alle tre været forsvundet siden i torsdags, hvor pårørende blev bekymrede, fordi de ikke kunne få fat i forældrene.

Østjyllands Politi deler bekymringen og valgte i lørdags at efterlyse hele familien med billeder. Også forældreparrets koksgrå VW Golf er blevet efterlyst, efter den blev set på et overvågningskamera ved Limfjordstunnelen.

Den 42-årige søn var udsendt soldat i Bosnien i slutningen af 1990'erne og er siden blevet diagnostiseret med PTSD - posttraumatisk stress.

- Vores hold har været hårdt ramt af PTSD. Vi oplevede mange voldsomme ting, og flere har efterfølgende begået selvmord, fortæller den tidligere udsendte soldat René Nielsen til Ekstra Bladet. René Nielsen var udsendt til Bosnien på samme hold som Lars Kragh i 1997-1998.

En rapport fra Center for Selvmordsforskning viser, at i perioden fra 1992 til 2013 havde 43 Balkan-veteraner begået selvmord. Til sammenligning døde fem soldater i kamp under Balkan-missionerne, der strakte sig fra 1991 til 2009.

I samme periode begik kun fem soldater, som havde været udsendt til Irak eller Afghanistan, selvmord.

Konstant anspændte
Efter hjemsendelsen fik Balkan-soldaterne kun tilbudt ganske lidt hjælp, hvis de havde oplevet krigstraumer.

- I dag er hjælpen heldigvis meget bedre, men dengang kom der en psykolog ind i salen og sagde, at vi skulle række hånden op, hvis vi havde brug for at tale med hende, og det var der jo ingen, der gjorde, fortæller René Nielsen.
- Det hårde var den konstante anspændthed. Vi var hele tiden i et sindssygt højt beredskab, og vi oplevede hele tiden, at der blev trukket våben, fortæller René Nielsen.

Han husker Lars Kragh som en rolig og flink fyr, og han har derfor svært ved at tro, at han har gjort noget alvorligt ved sine forældre.

- Lars var befalingsmand, men jeg har aldrig oplevet, at han råbte eller var ophidset, siger René Nielsen.

Efter tiden i Bosnien har Lars Kragh ikke haft kontakt med sine gamle soldaterkammerater.

Han har ifølge René Nielsen brugt meget af tiden på at rejse rundt i Europa og USA.

- Jeg ved ikke, hvad han har arbejdet med, men han var en dygtig håndværker, og han har nok ikke haft brug for så meget.

Lars Kragh har ifølge René Nielsen hverken haft kone eller børn:

- Jeg tror, at den, han  ud over sine forældre har haft mest kontakt med, er Yvonne Bramsen fra Hærens Konstabel- og Korporalforening.

Yvonne Bramsen bekræfter over for Ekstra Bladet, at hun kender Lars Kragh og hans sygdomsforløb.

Tror han er rask
- Problemet har været, at Lars er for syg til at modtage hjælp, siger Yvonne Bramsen og forklarer:

- Man kan være så syg, at man tror, at man er rask og derfor ikke vil modtage hjælp.

Det er ikke nogen usædvanlig reaktion fra mennesker med PTSD.

- Men det her er et helt enkeltstående tilfælde. Vi har aldrig oplevet det før, siger Yvonne Bramsen.

Lars Kraghs mor, Kirsten Kragh, har i flere år været aktiv i kampen for psykisk skadede soldaters vilkår.

- Moderen har kæmpet for sin søns sag og for andres sag. Vi har haft mange samtaler med hende, fordi hun gerne har villet hjælpe sin søn, siger Lisbeth Brixen, der også er konsulent i Hærens Konstabel- og Korporalforening.

Politi leder stadig
Politiet havde mandag aften intet nyt om, hvor de tre forsvundne personer er. Ligesom politiet heller ikke ved, om Lars Kragh og hans forældre stadig er i Danmark.

- Vi er i gang med undersøgelser for at kortlægge, hvad der er sket.  Lige nu efterforsker vi alle de muligheder, der er, siger politiinspektør i Østjyllands Politi Jan Andersen.

Den gamle soldaterkammerat René Nielsen var sammen med andre veteraner ude at lede efter familiens bil på parkeringspladsen ved Aalborg Lufthavn i går.

- Vi er klar til at lede igen, når bilen bliver fundet. Vi håber det bedste, og frygter det værste, siger René Nielsen.

Oplysninger i sagen kan rettes til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Nej Lars, dansk politik har ikke brug for dig – det er omvendt