En væltet lastbil på Østjyske Motorvej mellem afkørsel 60 Vejle N og Vejlefjordbroen i sydgående retning skaber trafikale udfordringer onsdag morgen.
Det fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Torben Wind til Ekstra Bladet
- Det er en lastbil med 28 tons sand, der er væltet på motorvejen. Lastbilen ligger væltet i tredje vognbane, mens sandet ligger på anden vognbane, siger vagtchefen.
Motorvejen var tidlig onsdag morgen spærret, men motorvejen er igen åben for trafik.
Der er ingen alvorlig tilskadekomst i forbindelse med ulykken, men der er allerede nu kødannelse.
- Der er god kø derude. Det er et kritisk sted. Hvis folk kan finde en alternativ rute, vil vi godt opfordre til det, siger Torben Wind.