Lastbilchauffør fra Belarus stukket med kniv i Padborg

Politiet har søndag anholdt en mand mistænkt for at have stukket en hviderussisk lastbilchauffør med kniv

En 33-årig lastbilchauffør fra Hviderusland blev lørdag aften stukket med kniv af en landsmand på et samlingssted for lastbiler i Padborg.

Politiet anholdt den formodede gerningsmand, en 30-årig mand kort før klokken 7 søndag morgen.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Mads Dammark til Ritzau.

Hviderusseren blev anholdt, da politiet traf ham i området, oplyser vagtchefen.

Den 30-årige blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg søndag klokken 13 med krav om fængsling. Her lød sigtelsen på grov vold, og en dommer valgte at varetægtsfængsle manden i 14 dage.

Hændelsen blev anmeldt klokken 23.20. Det oplyste Bjørn Pedersen, der er vagtchef i kredsen, tidligt søndag morgen til Ritzau.

- Det er i forbindelse med noget tumult mellem lastbilchauffører på Toldbodvej i Padborg, at en mand fra Hviderusland stikker en anden hviderussisk chauffør i brystet med en kniv. Motivet kender vi ikke, siger Bjørn Pedersen.

Den forurettede, der blev overført til hospitalet i Odense, er uden for livsfare.