Sidst på eftermiddagen stod Letbanen i Aarhus stille. Forsinkelsen skyldtes dog hverken frost på skinnerne eller tekniske problemer, men en varevogn, der blokerede skinnerne ved Kolind.
Varevognen var blevet parkeret på skinnerne af en flugtbilist. Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Rene Ludvig.
- Vi har en patrulje ude ved Grenaa, der forsøger at stoppe en varevogn. Han stikker af, og kører alt hvad han kan derfra. Og så vælger han, af ALLE steder, at smide bilen på skinnerne, siger Rene Ludvig.
Tog flugten
Bilisten tog efter den tvivlsomme parkering flugten til fods. Men det blev en kort løbetur.
- Han var ikke hurtig nok, fortæller Rene Ludvig.
Varevognen lammede kun trafikken i ti minutter, da varevognen heldigvis kunne skubbes væk fra skinnerne.
Mistanke om kørsel i påvirket tilstand
Den unge mand, der er i 20'erne, bliver sigtet for overtrædelse af færdselsloven for den hensynsløse kørsel. Politiet formoder, at manden også kørte under påvirkning af euforiserende stoffer. Det skal en blodprøve nu fastlægge.
Og så skal politiet også finde ud af, hvem den unge mand er, da han indtil videre kun har opgivet et navn til politiet. Hos politiet er man ikke helt sikker på, at den unge mand er den, han siger, han er.
- Det er muligvis ikke ham, siger Rene Ludvig.