Efter at have afhørt 64 vidner hen over ni retsdage fik den indtil nu største sag om ulovlig indsmugling af hundehvalpe fra Østeuropa sat foreløbig punktum ved Retten i Kolding 14. juni år.
Her blev tre mænd på henholdsvis 52, 56 og 59 år idømt hidtil uset hårde straffe for i en periode på et år at have indført i alt 122 hundehvalpe fra Polen til Danmark for at sælge dem videre med stor fortjeneste.
De tre dømte er ikke registrerede importører, og hundene var ikke chippet, tilset af en dyrlæge eller rabiesvaccineret, da de forlod Polen. Adskillige af hvalpene fik tarminfektionen Giardia.
Hovedmanden - den 52-årige - fik seks måneders ubetinget fængsel og konfiskeret 333.000 kroner i udbytte. Den 56-årige blev idømt fire måneders betinget fængsel, 100 timers samfundstjeneste og konfiskation af ligeledes 333.000 kroner i udbytte. Den tredje og sidste tiltaltes andel i sagen var knap så omfattende, og han fik således 'kun' en bøde på 100.000 kroner.
- Mig bekendt er det ubetrådt land, fordi vi ikke før har set en sag af dette omfang. Jeg er tilfreds med, at retten så på sagen med samme alvor som os ved blandt andet at idømme frihedsstraf til hovedmanden, siger anklager hos Sydøstjyllands Politi, Lone Petri Kristensen, til Ekstra Bladet.
Læs også: ulovlig import boomer
Kun toppen af isbjerget
Dommene i Kolding blev efterfølgende modtaget med blandede kommentarer hos myndigheder og dyrevelfærdsorganisationer.
- Det er fine domme i en usædvanlig stor sag, som vil danne præcedens. Forhåbentlig vil dommene med fængselsstraf og konfiskation af ret store beløb virke afskrækkende på miljøerne, hvor ulovlighederne med import af hundehvalpe foregår, siger Niels Arberg, der er med til at koordinere indsatsen for bedre dyrevelfæld hos Rigspolitiet.
Adfærdskonsulent hos Dansk Kennel Klub, Liselotte Christensen, mener, at Kolding-sagen sætter en tyk streg under, at der er store penge i den ulovlige import af hundehvalpe.
- Hundeimportørerne har det desværre stadig forholdsvis nemt, fordi der næsten ingen grænsekontrol er, og jeg kan godt være bekymret for, at vi kun har set toppen af isbjerget med sagen fra Kolding, siger Liselotte Christensen.
Indtil nu har kun hovedmanden - den 52-årige - anket sagen til landsretten. Ankefristen for de to andre dømte er inden 28. juni.
Ekstra Bladet erfarer, at en ny retssag af et lignende omfang af ulovlig import af hundehvalpe fra Østeuropa er på trapperne.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Snydt af den fængselsdømte hundehandler
Ifølge 43-årige Monika Grahl fik den 52-årige hovedmand fra Kolding-sagen, som i øvrigt selv er fra Kolding, hende til at købe en dødssyg fransk bulldog i ni uger gamle Anton i januar i år.
- Anton var syg fra første dag, vi fik ham, og han overlevede kun ni dage hos os. Til gengæld fik vi dyrlægeregninger for 10.000 kroner oven i de 15.000 kroner, jeg betalte til sælgeren via en straksoverførsel, fortæller Monika Grahl om sit møde med en mand, der populært sagt kunne 'sælge sand i Sahara'.
- Han var manipulerende og enormt god til at tale folk efter munden, og min daværende kæreste og jeg hoppede desværre lige i fælden. Det er nemt at være bagklog, men ja, selvfølgelig har jeg efterfølgende bandet for mig selv over, at jeg ikke var mere kritisk og tålmodig.
Monika Grahl, der ikke siden har haft hund, blev interesseret i Anton via en annonce på nettet. Heraf fremgik det i første omgang, at sælgeren boede i Vamdrup - og altså ikke Kolding, som allerede på det tidspunkt var rygtedes som et farligt sted at købe hunde grundet den omtalte retssag.
- Men da min ekskæreste og jeg ringer til sælgeren på vej for at kigge på hunden, bor han pludselig i Kolding i stedet. Det undrede vi os selvfølgelig over, men vi gav det et skud alligevel, beretter Monika Grahl om det forspil, der ifølge hende selv allerede var flere faresignaler i.
Købt efter to timer
Efter to timers besøg hos den 52-årige kørte Monika hjem med, hvad hun havde indtryk af, var en glad, livlig og kontaktsøgende hundehvalp.
- Vi så selvfølgelig ingen tegn på sygdom eller andre advarsler, og sælgeren virkede troværdig og som om, der var tjek på tingene. Det var der så bare ikke, konstaterer Monika Grahl, der er mor til to voksne børn 19 og 24 år. Familien har tidligere haft hund, og Monika Grahl sikrede sig også, at der i Antons sundhedsbog stod, at han havde chipnummer, vaccination og var i gang med ormekur.
- Anton havde kun blod i afføringen fra første dag. Vi var ved dyrlæge med ham hver dag i fire dage, hvor det blev konstateret, at han havde tarminfektionen Giardia. Jeg ringede til sælgeren hver dag og kritiserede, at han havde solgt en dødssyg hund til mig.
Opringningnerne førte ifølge Monika i første omgang til, at den 52-årige returnerede 5.000 kroner til hende, men da hendes kæreste yderligere nogle dage senere bankede på døren hos sælgeren for at få ham til at returnere alle pengene, plus udgifter til dyrlægeregninger på 10.000, smækkede han døren i.
- Burde du ikke selv have tænkt dig grundigere om?
- Måske, men vi havde at gøre med en mand, der bevidst snød os, og samtidig virkede overbevisende og til at tale med.
--------- SPLIT ELEMENT ---------