LIGE NU: Rema 1000 udsat for røveri: Kender du gerningsmanden?

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser oplysninger, som kan være med til at finde gerningsmanden til et røveri søndag aften

Personalet i Rema 1000 i Karup blev søndag aften klokken 21 udsat for røveri: Foto: Midt- og Vestjyllands Politi
Personalet i Rema 1000 i Karup blev søndag aften klokken 21 udsat for røveri: Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Personale i Rema 1000 på Herningsvej i Karup har søndag aften været udsat for røveri.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

En ukendt gerningsmand kom ved lukketid klokken 21 ind i forretningen. Foran vidner og personale gik manden selv til kassen, som han åbnede og fjernede et indtil videre ukendt kontantbeløb fra.

Under den gerning henvendte personale sig til manden, og da det skete, skulle manden ifølge vagtchef ved politiet, Simon Elkjær, have sagt noget, som gjorde, at der blev tale om røveri og ikke tyveri, som et kassedyk normalt betragtes som.

- Han siger, at hvis de gør noget, så bliver det et væbnet røveri. Forsøger man at bringe koster i sikkerhed på den måde, så er der tale om røveri uanset, om manden har et våben eller ej, siger Siomon Elkjær.

Meget usædvanligt har politiet sikret sig billeder fra et overvågningskamera i butikken på rekordtid. Derfor kan Simon Elkjær også fortælle, at det er politiets opfattelse, at manden er inde i butikken for at rekognosxcere kort tid før røveriet.

Politiet har offentliggjort flere fotos af den formodede gerningsmand. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi
Politiet har offentliggjort flere fotos af den formodede gerningsmand. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi
 

Politiet har valgt at offentliggøre billederne i forsøget på at få lokalbefolkningen til at hjælpe med oplysninger, som gør, at politiet kan finde manden.

- Han bliver set stikke af til fods det første stykke. Det er opfattelsen, at han siden kører derfra på en cykel.

Politiet er sent søndag aften massivt til stede i Karup. Men gerningsmanden er stadig på fri fod.

Der er tale om en dansk mand, som er cirka 190 cm i højden. Han var iført blå korte jeans, grå kondisko med hvide snører, sort jakke og grå handsker. Oplysninger kan gives til politiet på tlf.: 114.