Ved du noget? Har du billeder? Tip os på 1224@eb.dk eller SMS/MMS på 1224 (koster alm. takst)
Politiet er netop nu i gang med en større aktion mod bandemiljøet på Sjælland. Det erfarer Ekstra Bladet.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har politiet slået til mod en lang række adresser, ligesom der er foretaget flere anholdelser.
- Jeg kan bekræfte, at Københavns Politi er i gang med en større politiaktion, siger fungerende kommunikationschef i Københavns Politi, Claus Buhr, til Ekstra Bladet.
I en pressemeddelelse oplyser Københavns Politi, at Særlig Efterforskning Øst og Særlig Efterforskning Vest er i øjeblikket igang med en samlet og koordineret indsats, hvor der indtil nu er anholdt 15 personer, der alle er tæt relateret til eller medlem af en bandegruppering på Indre Nørrebro.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er der tale om Loyal To Familia (LTF).
En del af de anholdte indgår på forskellig vis i flere af de skud- og voldssager, som er forøvet i forbindelse med bandekonflikten, og de vil blandt andet blive sigtet for alvorlig personfarlig kriminalitet, forskellig form for bedrageri og anden berigelseskriminalitet, skriver Københavns Politi.
I forbindelse med aktionen vil politiet også rette henvendelse til en række bandemedlemmer, som har gæld til det offentlige, med henblik på inddrivelse af denne.
- Vi hverken kan eller vil acceptere bandernes voldshandlinger og den holdning, som de involverede grupperinger åbenbart har om, at man uden hensyn til andre og omkringboende kan skyde, forøve forskellig form for vold og på anden måde skabe stor utryghed i nærområderne, siger politiinspektør Flemming Madsen fra Særlig Efterforskning Øst.