Lille pige forældreløs efter drab: Mor er i himlen

Samayullah Asef idømt 12 års fængsel og udvisning for bestandigt for drabet på Kamilla Hantusch

Seks-årige Yasmin tog sidste sommer afsked med sin mor. I går blev hendes far idømt 12 års fængsel og udvisning for bestandigt for drabet. (Foto: Ernst van Norde)

Mens Yasmin i går legede i sfo’en på Lyreskovskolen i Bov, blev hendes far dømt for drabet på hendes mor.

Et nævningeting i Retten i Sønderborg idømte Samayullah Asef 12 års fængsel og udvisning af Danmark for bestandigt for drabet på ekskæresten Kamilla Hantusch sidste sommer.

Især udvisningen var en stor lettelse for Kamilla Hantusch’ mor, der i dag har den fulde forældremyndighed over sit seks-årige barnebarn Yasmin.

- Jeg er tilfreds med dommen. Vi havde regnet med 12 års fængsel, så jeg er meget glad for, at han også blev udvist for bestandigt, sagde Lisbeth Hantusch efter dommen.

Tragedien har brutalt vendt op og ned på livet hos familien i Padborg.

- Yasmin og Kamilla var meget tætte, så hun savner selvfølgelig mor, men hun ved godt, at mor aldrig kommer tilbage, men hun siger altid, at ’jeg jo har dig, mormor’, fortæller 55-årige Lisbeth Hantusch til Ekstra Bladet.

Den første jul var meget svær uden Kamilla, fortalte Lisbeth Hantusch i et interview med Ekstra Bladet i vinter. (Foto: Ernst van Norde)

Yasmin trives
Selv om Yasmin må leve med den kendsgerning, at hendes far dræbte hendes mor, så er hun i dag en glad pige, som leger og nyder sommerferien lige som alle klassekammeraterne i 0. klasse.

- Hun er glad og har det godt i skolen. Hun har masser af legekammerater, som alle ved, hvad der er sket. En dag talte de f.eks om, at Justin Bieber var kommet i fængsel, og så sagde en af vennerne, at det er Yasmins far også, fortæller Lisbeth Hantusch.

Umiddelbart efter drabet 19. juli sidste år modtog Yasmin psykologhjælp, men det er hun nu stoppet med.

- Vi vurderede, at der ikke var behov for det. I stedet taler vi meget åbent om, hvad der er sket. Og når Yasmin laver tegninger, så laver hun altid tre; en til mig, en til Karina (Kamillas tvillingesøster, red.) og en til mor, og så peger hun op mod himlen og siger, at mor kan se den, fortæller Lisbeth Hantusch.

Mens der ikke går en dag, uden at Yasmin nævner sin mor, så taler hun aldrig om sin far.

Hun er ifølge Lisbeth Hantusch bange og ønsker blot at glemme ham.

- Her i forbindelse med retssagen spurgte hun, om han ikke kunne grave sig ud af fængslet.

Sådan sagde Lisbeth Hantusch om Samayullah Asef i vinterens interview. (Foto: Ernst van Norde)

Mormor klager ikke
Selv om Lisbeth Hantusch var vant til hjælpe med Yasmin, da både Kamilla og Samayullah boede hos hende i Padborg, så erkender hun, at sagen også har vendt op og ned på hendes liv.

- Jeg er da enormt bundet. Jeg kan ikke lige tage ud om aftenen længere, men det gør mig ikke noget. Nu er det mig, der skal klare skole/hjem samtalerne og sørge for, at Yasmin kommer til gymnastik, siger Lisbeth Hantusch, der til daglig arbejder i hjemmeplejen i Aabenraa kommune.

Hun har gennem hele forløbet forsøgt at være den stærke, men når det hele bliver for meget, bruger hun de nære venner og naboer i Padborg.

- Jeg har en tæt veninde i Herning, som jeg taler godt med, og så kan jeg jo hurtigt gå over til naboerne, hvis jeg har brug for hjælp.

Selv om retssagen har ribbet op i sorgen, så glæder hun sig nu over, at der er sat et foreløbigt punktum i sagen.

- Jeg har gemt alt, hvad der er skrevet om sagen, så Yasmin senere kan se, hvad der skete, fortæller Lisbeth Hantusch.

Samayullah Asef har anket dommen for drab og udvisningen til landsretten.

1 af 4 Kamilla Hantusch blev kværket ihjel sidste sommer. (Privatfoto)
2 af 4 Samayullah Asef er idømt 12 års fængsel og udvisning for bestandigt. (Privatfoto)
3 af 4 Lisbeth Hantusch har i dag forældremyndigheden over Yasmin.
4 af 4 Seks-årige Yasmin tog sidste sommer afsked med sin mor. I går blev hendes far idømt 12 års fængsel og udvisning for bestandigt for drabet. (Foto: Ernst van Norde)