Linse og 1600 andre danskere fik stjålet intime billeder: Nu er der nyt i sagen

En gruppe hackere stjal i foråret journaler og oplysninger på en lang række patienter på klink for plastikkirurgi

Linse Kessler var blandt de mange danske kvinder, der havde benyttet klinikken, der blev hacket. Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan
Linse Kessler var blandt de mange danske kvinder, der havde benyttet klinikken, der blev hacket. Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan

En lang række danske kvinder stod i foråret frem og fortalte, hvor ubehageligt de syntes det var, at nogle ukendte hackere havde skaffet sig adgang til deres oplysninger og billeder og delt dem på nettet.

Anni, Mia, Mie, Joan og Linse har fået intimbilleder hacket: Dybt ubehageligt

Det skete efter at den litauiske plastikklinik Grožio Chirurgija var blevet hacket, hvorefter gerningsmændene havde forsøgt at afpresse kvinder til at betale dem for at fjerne billederne fra nettet.

En lang række danske kvinder - blandt andet Bryggen-stjernen Linse Kessler - var blandt ofrene, fordi klinikken via virksomheden Luxuskirurgi havde omkring 1600 danske patienter, hvis oplysninger var blevet hacket.

Linse udstillet af hackere: Jeg kan ikke afpresses

De mange kvinder ser dog ud til i et vist omfang at kunne ånde lettet op.

Således kunne politiet i Litauen i slutningen af august oplyse, at de havde anholdt tre mænd i sagen. De tre mænd er alle fra Litauen og er henholdsvis 31, 32 og 33 år gamle.

Det skriver litauiske 15min, som Ekstra Bladet desuden samarbejdede med om sagen i foråret.

Et helvede på jord
Michael Dalgaard, der er direktør i Luxuskirurgi, bekræfter over for Ekstra Bladet, at politiet har oplyst ham om, at tre litauiske statsborgere er blevet anholdt i sagen.

- Jeg ved ikke så meget andet, end at det er tre personer fra Kaunas. Vi har ikke fået så mange oplysninger, fordi politiet stadigvæk efterforsker sagen, siger Michael Dalgaard til Ekstra Bladet.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke udelukke, at der er flere gerningsmænd på fri fod, men de tre personer har delvist erkendt, at de har hacket sig adgang til de mange personlige oplysninger.

- For at sige det mildt, var det her jo et helvede på jord, da det skete. Men jeg må sige, at politiet i Litauen har gjort det helt fantastisk hele vejen igennem, siger Michael Dalgaard.

FBI og Rigspolitiet
Sagen har trukket store internationale tråde, fordi statsborgere fra mange forskellige lande har været berørt af tyveriet og den efterfølgende afpresning, og det betyder, at blandt andet FBI og Rigspolitiets NC3 (Nationale Cyber Crime Center) har været inde over sagen.

Michael Dalgaard er nu lettet over, at der er kommet et foreløbigt gennembrud i sagen.

- Det har ikke været sjovt. Det har kostet mange penge, og det har betydet meget stress, siger han.

Han fortæller, at politiet har haft held med at lukke mange af siderne ned, hvor oplysningerne lå, men at der stadig skulle være materiale på det mørke internet, som endnu ikke er blevet fjernet.

Ifølge det litauiske politi skulle gerningsmændene have haft held med at presse penge ud af flere hundrede kvinder. Omkring 25.000 menes at have fået stjålet billeder og oplysninger.

- Det har måske ikke været så galt for danske kvinder i forhold til billederne, fordi vi ikke er så blufærdige, der har det mere handlet om CPR-numre. Men Litauen er et katolsk land, så der er en anden kultur, siger Michael Dalgaard.

Frygten blev til virkelighed
Da sagen startede forsøgte Luxuskirurgi - efter anbefaling fra politiet - at holde sagen internt, af frygt for at de ramte kvinder ville skrive ud, at de var ramt af det, hvorefter folk så ville begynde at søge efter billederne og give trafik på de forbudte sider.

- Der skete lige det, vi havde frygtet. Og så var der en fyr, der - formentlig i bedste mening - begyndte at skrive til vores patienter, at han havde fundet dem rundt omkring. Men det gav bare ekstra trafik på de sider, så det virkede modsat, siger Michael Dalgaard.

Beklageligvis var der også nogle kvinder, der valgte at betale afpresserne.

- Desværre havde det ikke nogen effekt, og der var ikke noget der blev fjernet, hvilket også var det politiet forventede. Det eneste, det gjorde, var bare at sætte gang i hackernes forretning, siger han.

Han fortæller, at han fortsat vil være i løbende kontakt med politiet. Han ser nu frem til at finde ud af, om de tre anholdte er nogen, der havde forbindelse til klinikken i forvejen, eller om de kom udefra.