Listeria-udbrud kendt siden april

Statens Serum Institut på sporet af dræberbakterie siden foråret

Nære studier af listeria-stammen, der har kostet et menneskeliv og tre smittede, har sporet bakterien tilbage til Hjerting Laks. (Foto: Janus Engel)
Nære studier af listeria-stammen, der har kostet et menneskeliv og tre smittede, har sporet bakterien tilbage til Hjerting Laks. (Foto: Janus Engel)

Den livsfarlige stamme af listeria-bakterier, som nu er årsag til et ældre menneskes død, har været i sundhedsmyndighedernes søgelys i tre måneder. Det oplyser overlæge Tyra Grove Krause fra Statens Serum Institut til Ekstra Bladet.

- Vi har været opmærksomme på muligheden for et nyt udbrud siden slutningen af april, hvor det første tilfælde blev opdaget.

- Præcis denne bakteriestamme er kun fundet hos Hjerting Laks. Da vi fik bakterien typebestemt, kunne vi blandt andet via dna-prøver se, at der var tale om en identisk bakterie, siger Tyra Grove Krause.

 

En person er død af listeria

Hun understreger, at de bakterier, som i foråret forårsagede infektioner hos de fire ældre og svækkede mennesker, alle er opdaget i perioden april til juni.

- Fra smittetidspunktet og til infektionen kommer til udtryk, går der typisk to til tre uger. Vi regner ikke med, at dette udvikler sig til et større udbrud, men vi kan ikke udelukke at der kan komme enkelte flere. Mig bekendt er der heller ikke gjort nye fund af disse listeria-bakterier i produkter fra Hjerting Laks.

Overlæge Tyra Grove Krause ønsker ikke at oplyse hverken dødstidspunkt, køn eller alder på den patient, der døde af listeria-infektion. Hun oplyser dog, at de smittede kommer fra flere forskellige landsdele.

Listeria-infektioner er meget alvorlige med en dødelighed på 25 procent hos de smittede.

- Vi holder alle data omkring patienterne tilbage af hensyn til de pårørende, siger Tyra Grove Krause.

Undren hos Hjerting Laks
Esbjerg-virksomheden Hjerting Laks har i dag sendt en pressemeddelelse ud, hvor der udtrykkes undren over dagens listeria-nyhed, fordi der ikke er gjort listeria-fund i firmaets produkter.

”Vi undrer os lidt over, at Fødevarestyrelsen kobler vores virksomhed til de nye tilfælde uden entydig dokumentation for sammenhængen,” siger direktør Christoph Kjærgaard, Hjerting Laks A/S.

”Vi tager fødevaresikkerheden meget alvorligt og arbejder seriøst og målrettet med tingene hver eneste dag. Det dokumenteres jo også i samtlige af de mange kontrolprøver, der i år er taget af vores produkter” understreger Christoph Kjærgaard.

Det er ikke lykkedes Ekstra Bladet at få yderligere kommentarer hos Hjerting Laks.