En mand er fredag morgen blevet fundet død i vandkanten ved Kolding Fjord.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi til Ekstra Bladet.
- Han er blevet fundet ved Fjordvej, som er den nordlige side af fjorden. Men ret meget mere ved vi ikke på nuværende tidspunkt, lød det fra Bent Hedeager Nielsen, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til Ekstra Bladet omkring klokken 9 fredag.
Se flere billeder og video på localeyes.dk.
Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at manden anslås til at være mellem 55 og 65 år.
Politiet blev alarmeret om fundet af manden klokken 6.34, efter en morgenløber var stødt på ham.
Teknikere har efterfølgende fastslået, at der ikke lå noget kriminelt bag mandens død.