Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)
Torsdag eftermiddag hamrede en lastbil op i en skolebus med uledsagede flygtningebørn, da bussen var på vej fra drengenes sprogskole i Simested til Børnecenter Skørping, hvor asylbørnene bor.
Ulykken skete klokken 14.20 på Løgstørvej i Stenild ved Hobro og ved sammenstødet blev flere af de 38 skoledrenge i bussen hårdt kvæstet.
Flere børn blev i forbindelse med ulykken kørt til hospitalet, heraf blev tre på traumecentret med alvorlige skader.
En af de tre alvorligt tilskadekomne, blev hentet med lægehelikopter og fragtet til Aarhus Universitetshospital, oplyser Nordjyllands Politi.
Lokale på pletten
Vidner fortæller til Ekstra Bladet, at de børn, der ikke blev kørt på skadestuen eller sygehuset, sagens natur var meget påvirkede af situationen.
- De, der ikke er kommet alvorligt til skade, er blevet indlogeret på en eller flere gårde ved ulykke stedet. Det er lokale der har åbnet deres hjem og hjulpet til, siger kommunikationskonsulent for Asylcenter Vesthimmerland, Lars Vestergaard, til Ekstra Bladet.
Han følger skolebørnenes skæbne tæt, der alle er drenge omkring de 16 år.
Asylbørn spredt
Endnu er oplysningerne om ulykken sparsomme, og fra asylcentrets side forsøger man fortsat at få sig et overblik over ulykken.
- Nu bliver næste step at finde ud af, præcis hvor mange der er kommet til skade. Hvor alvorlige deres skader er og ikke mindst, hvilke hospitaler, de er kørt til. Dernæst skal der tages hånd om de drenge og det personale, der slap fra ulykken med knubs, siger Lars Vestergaard.
Han fortæller, at de 38 skoledrenge alle er uledsagede flygtningebørn.
- De har nok ikke haft en almindelig dansk teenage opvækst, svarer kommunikationskonsulenten til spørgsmålet om, hvilke oplevelser de unge drenge har med i bagagen til Danmark.
Når skoledrengene og personalet fra skolebussen kommer frem til Børnecenter Skørping, vil Vesthimmerlands Kommunes psykiatriske beredskab stå klar til at hjælpe de ulykkes ramte ofre.
Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)