Lokket i baghold: Teenager straffet af tæskehold

15-årig pige samlede ifølge politiets sigtelse tæskehold og afstraffede ekskæreste

Skovlegepladsen ved Snekkersten i Nordsjælland, hvor et tæskehold udsatte en 16-årig for vold. Ifølge sigtelsen efter ordrer fra hans 15-årige ekskæreste. Foto: Mogens Flindt
Skovlegepladsen ved Snekkersten i Nordsjælland, hvor et tæskehold udsatte en 16-årig for vold. Ifølge sigtelsen efter ordrer fra hans 15-årige ekskæreste. Foto: Mogens Flindt

Under påskud om en romantisk skovtur blev en 16-årig dreng langfredag i påsken lokket i et voldsomt baghold i et skovområde i Nordsjælland.

I stedet for ternet dug og smurte madder ventede hans 15-årige udkårne ifølge politiets sigtelse med et tæskehold på fire, der ved en legeplads i Egebæksvang Skov udsatte den unge teenager for en brutal afstraffelse.

I alt er fem unge fra Snekkersten i Nordsjælland sigtet for i forening at have lokket drengen i den voldelige fælde.

Lørdag formiddag blev to 15-årige drenge som de sidste fremstillet i grundlovsforhør i forbindelse med sagen.

Begge erkendte simpel vold mod den 16-årige forurettede. En blev varetægtsfængslet, mens den anden blev løsladt, fortæller sagens anklager Michael Quist til Ekstra Bladet.

- Sigtelsen lyder på knytnæveslag og spark mod den forurettede. Også mens han lå på jorden, siger anklageren.

I forvejen sidder en 19-årig mand og en 16-årig dreng varetægtsfængslet for overfaldet, mens den 15-årige pige, som politiet mener var drivkraften bag tæskeholdet, lørdag morgen blev løsladt efter 24 timer i politiets varetægt.

Hun nægter sig skyldig.

Det er politiets teori, at mødet i skoven var sat op af den 15-årige pige, der havde været kæreste med den forurettede i en måneds tid. Ifølge sigtelsen så hun på, mens de fire andre unge udførte volden.

I sagen mod de fem teenagere indgår en Messenger-samtale, ligesom to tilfældige vidner fangede dele af overfaldet på video.

- Det er en mor og hendes søn, der tilfældigvis er ude og gå, da de ser overfaldet. Sønnen er i den alder, hvor man har telefonen tæt på sig hele tiden, og det lykkedes ham derfor at filme lidt fra episoden, siger anklager Michael Quist.

De fem unge er sigtet er straffelovens paragraf 245, der omhandler grov vold.

- Det er brutalt på den måde at planlægge et overfald, hvor man er flere, som i forening overfalder én forurettet. Derfor er der i vores øjne tale om grov vold, siger anklager Michael Quist.