London: Mand med machete skabte terrorfrygt i storcenter

Folk frygtede terror og flygtede i panik, da en ung mand lørdag eftermiddag løb rundt med en machete i et storcenter London

I England kalder de 2. juledag for Boxing Day, og det er traditionelt en af årets helt store shopping-dage i London.

Kunderne i storcenteret Glades Shopping Centre i bydelen Bromley glemte imidlertid alt om julehygge, da en ung mand lørdag eftermiddag pludselig løb rundt i det fyldte center bevæbnet med en stor machete.

Det skriver Daily Mail, der har talt med et vidne til episoden.

- Det var meget kaotisk, specielt på grund af de seneste begivenheder (terrorangreb, red.) Min kone var bekymret for, at det kunne være et terrorangreb. Når man opdager, det er en mand med en machete og ikke kender årsagen, så bliver man bekymret, siger 35-årige Keith Moon til Daily Mail.

Politiet afviser terror
Ifølge avisen fik frygten for et terrorangreb folk til at flygte mod udgangene i hastig fart, og adskillige mennesker blev bedt om at gemme sig i butikslokaler, indtil politiet ankom.

Metropolitan Police bekræfter, at de sidst på eftermiddagen har anholdt en mand med en mindre hovedskade samt beslaglagt to knive, hvoraf den ene er den føromtalte machete. Desuden leder de efter endnu en mistænkt mand, der løb fra stedet.

Politiet er har dog foreløbig afvist, at der skulle være tale om et terrorangreb, og der skulle ikke umiddelbart være andre tilskadekomne end den anholdte mand.

Manden er ifølge politiet mistænkt for vold og besiddelse af våben.