Lørdag formiddag blev et 30-årigt medlem af LTF-banden varetægtsfængslet i en sag om grov vold.
Ifølge sigtelsen fandt det grove overfald sted 20. oktober ved 22-tiden på en ukendt adresse, hvor flere ukendte gerningsmænd stod bag overfaldet.
Offeret fik flere alvorlige skader i hovedet, blandt andet hjernerystelse, beskadiget kæbe og det ene øre revet halvt af.
Voldsoffer fik revet øret halvt af: LTF-medlem varetægtsfængslet
I følge oplysninger til Ekstra Bladet har offeret i sagen været medlem af banden, som han ønskede at forlade. Og det er i den forbindelse, at han er blevet udsat for vold, fortæller kilder med indsigt i miljøet til Ekstra Bladet.
I følge Ekstra Bladets oplysninger er offeret fra Århus. Og Århus Stiftstidende beskriver, at den pågældende her har haft en ledende rolle i banden. Og at han var taget til København for der at fortælle om sit exit fra banden.
Hos Københavns Politi vil man ikke kommentere mediernes oplysninger:
- Sagen har kørt for lukkede døre, og derfor kan jeg ikke fortælle mere, end der kom frem ved grundlovsforhørets åbne del, siger Torben Svarrer, chef for afdelingen for organiseret kriminalitet, Københavns Politi.
Bandemedlemmet nægter sig skyldig. Desuden nægtede han at udtale sig ved lørdagens grundlovsforhør, og da han foldede hænderne på bordet foran sig, afslørede det en LTF-tatovering på venstre håndryg.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre. Men inden dørene blev lukket, henviste anklageren under sin argumentation for dørlukning til, at det grove overfald udspillede sig i LTF-bandemiljøet. Ifølge sigtelsen er der en navngiven og flere ukendte medgerningsmænd på fri fod.