Fire personer, som ifølge Ekstra Bladets oplysninger er tilknyttet den forbudte bande Loyal To Familia (LTF), er sigtet og varetægtsfængslet i en sag om brandattentat mod en café i Vanløse ved København.
Det fremgår af retsbogen fra grundlovsforhøret mod to af de sigtede i sagen, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i. Der er tale om to mænd på henholdsvis 26 og 20 år. Den 26-årige er tidligere dømt for blandt andet vold med døden til følge. Begge er beskyttet af navneforbud.
Ifølge sigtelserne mødtes de fire bandefolk sent om aftenen torsdag 19. september sidste år i en lejlighed på Frederiksberg for sammen at forberede et attentat mod Café Vik på Ålekistevej i Vanløse.
En af de sigtede havde ifølge politiet skaffet benzin. Efterfølgende købte den pågældende sammen med en af de tre andre angiveligt flasker med hyldeblomstsaft.
Saftevandsflaskerne blev i lejligheden, hvor den sigtede 26-årige har bopæl, omdannet til tre molotovcocktails.
Derpå tog to af de sigtede til Café Vik på Ålekistevej, smadrede ruderne, tændte brandbomberne og kastede dem ind i caféen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Klokken 23.54 fik Københavns Politi melding om branden.
- Vi fik en anmeldelse om en brand, og den er nu slukket. Vi undersøger sagen nærmere, sagde vagtchef Lars Westerweel.
Dengang ønskede politiet ikke at bekræfte Ekstra Bladets oplysninger om, at branden skyldtes molotovcocktails.
Grundlovsforhøret mod de to senest sigtede mænd i sagen blev i april holdt for lukkede døre, hvorfor Ekstra Bladet udelukkende har fået indblik i selve sigtelserne mod LTF-kvartetten.
Det har ej heller været muligt at få oplyst, hvordan de varetægtsfængslede forholder sig til sigtelserne mod dem.