Madsens kedeldragt var fuld af blod

Der er fundet flere blodstænk og blodtilsmudsninger på den kedeldragt, som den tiltalte skiftede fra i ubåden

Ekstra Bladet dækker sagen tæt. Få seneste studieopdatering og analyse her. Producer: Martin Lorentsen

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): Peter Madsens grønne kedeldragt, han havde på i ubåden, var smudset til af blod, biologisk materiale eller væv, gennemvædet af blod på knæene og med blodstænk flere steder.

Det fremgik af anklagerens dokumentation af den kriminaltekniske rapport.

- Det er måske ikke så underligt, når man har erkendt partering af lig. Men det er særligt blodstænkene, jeg vil koncentrere mig om, sagde anklager Jakob Buch-Jepsen.

Blodstænk, deres form, position og mængde, kan give en indikation på, hvad der er sket.

Der blev fundet mest blod på kedeldragtens forside ved benene og ærmerne.

Blandt andet er der fundet blodstænk med satellit-stænk på venstre ærme, der kommer fra et moderstænk. Satellit-stænk er blodstænk som opstår, når blod rammer underlaget og efterfølgende projekteres væk igen.

Man kan læse mere om Rigspolitiets ordliste over forskellige typer blodstænk og analysen her.

Det vurderes, at blodet hovedsageligt var koaguleret (størknet, red.), inden det kom på dragten, og at blodstænkene var frembragt af blodsdråber, der var spredt gennem luften, hvorefter det er spredt på dragten.

Det vurderet desuden, at dragten har været knappet op, fordi der er fundet blodstænk med koaguleret blod på vrangsiden.

Begge knæ har kraftige blodtilsmudsninger samt koaguleret blod, og det er tegn på, at der har været et tryk ved, at man har siddet på knæ i et blod- og vævstilsmudset område.

Kedeldragten har været gennemblødt af opholdet i saltvand, efter Peter Madsen sænkede ubåden, men teknikerne vurderer ikke, at det har betydning for blodstænkenes position, fordi blodet er dybt nede i fibrene.

Hverken anklager eller forsvarer må konkludere under dokumentation, men kun loyalt læse op. Derfor vil det først fremgå under anklagerens procedure, hvorfor han mener, at blodstænkene er interessant.