Politiets efterforskning af det brutale knivdrab på en mand lørdag i Hallingeparken i Brøndby Strand tager her til morgen en ny drejning.
Overfor Ekstra Bladet bekræfter Charlotte Skovby, leder af drabsefterforskningen og vicepolitiinspektør i Københavns Vestegns Politi, at to mænd fra lokalområdet er blevet afhørt grundigt, og at de begge er sigtet for drabet på den midaldrende mand.
De vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup her til formiddag.
- Jeg kan sige, at de udelukkende er sigtet for drab i forbindelse med en sammenkomst i Hallingeparken, og at de nægter sig skyldige, forklarer Charlotte Skovby.
De to mænd er altså ikke sigtet i forhold til den yngre kvinde, som blev ramt af knivstik, og siden er meldt udenfor livsfare. Ekstra Bladet erfarer, at hun blev ramt i halsregionen.
Charlotte Skovby ønsker ikke at melde ud med mere detaljerede oplysninger i sagen. Men Ekstra Bladet erfarer, at den brutale hændelse udviklede sig i forbindelse med et drikkelag i en lejlighed i Hallingeparken.
Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor gamle de sigtede mænd er, og drabsofrets nøjagtige alder holder politiet også for sig selv. Men Ekstra Bladet erfarer, at den ene skulle være midaldrende og den anden noget yngre.
En midaldrende mand er død efter at være blevet stukket ned i et boligområde i Brøndby Strand lørdag formiddag, oplyser politiet
Politiet modtog det første alarmopkald fra Hallingeparkten i Brøndby Strand lørdag klokken 1050, og det udløste en større udrykning med lægebiler, ambulancer og patruljevogne.
Københavns Vestegns Politi meldte først ud, at der var tale om 'et mistænkeligt forhold', og senere at en mand i alderen 40-45 år var blevet dræbt med knivstik.
Det blev også officielt bekræftet, at en lidt yngre kvinde også var ramt af knivstik.
Ekstra Bladet erfarer, at hun var kvæstet i halsregionen, men blevet stabiliseret og erklæret uden for livsfare. Kilder tæt på begivenheder har fortalt, at den nu afdøde mand var ramt af adskillige knivstik.
Politiet bekræftede lørdag aften, at der var 'foretaget anholdelse' i sagen. Flere øjenvidner så efter knivstikkeriet tre mænd i dna-dagter og med hænderne fikseret i strips blive ført væk.
Det har indtil videre ikke været muligt at få en uddybende forklaring og indblik i, nøjagtig hvad der ligger til grund for det fatale knivoverfald.
Politiet oplyste lørdag i en pressemeddelelse, at 'intet i efterforskningen' af sagen om knivdrabet indikerer, at der skulle være en forbindelse mellem den nye sag og skuddrabet på en ung mand 17. novemnber i Brøndby.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Onsdag blev en 27-årig mand anholdt og sigtet for et skuddrab på et tilsyneladende tilfældigt offer i marts i Viby ved Aarhus. Hør mere i ugens 'Afhørt' herunder eller i din podcast-app