Mænd skyldige i overfald der til dels var racistisk motiveret

Overfald mod to mænd med tamilsk og somalisk baggrund havde racistiske undertoner, slår Retten i Randers fast

Overfaldet på de to mænd med henholdsvis tamilsk og somalisk baggrund fandt sted 21. juli sidste år i byen Mørke på Djursland. Det var en genbo, der slog alarm til politiet efter at have hørt tumult. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Overfaldet på de to mænd med henholdsvis tamilsk og somalisk baggrund fandt sted 21. juli sidste år i byen Mørke på Djursland. Det var en genbo, der slog alarm til politiet efter at have hørt tumult. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

To mænd er tirsdag ved Retten i Randers fundet skyldige i overfald på to mænd af tamilsk og somalisk oprindelse i byen Mørke på Djursland sidste år.

Retten har fundet, at motivet til dels var begrundet i de forurettedes hudfarve og tro.

- Vi har lagt til grund, at overfaldet delvist var begrundet med de forurettedes religion og etnicitet, forklarer retsformanden.

De to mænd på 27 og 35 år er idømt henholdsvis seks og ti måneders fængsel.

De er fundet skyldige efter straffelovens paragraf 244 - også kaldet den milde voldsparagraf.

Anklageren havde krævet dem dømt efter paragraf 245, som typisk kan udløse en strengere straf.

Begge tiltalte havde nægtet sig skyldige og afvist at have krummet så meget som et hår på de to forurettedes hoveder.

Men retten har tilsidesat deres forklaringer og fundet, at de stod bag overfaldet.

Inden overfaldet spurgte overfaldsmændene ind til de forurettedes tro.

'Er du muslim?' og 'hvorfor er du her?', lød nogle af spørgsmålene ifølge en af de forurettede.

Gerningsmændene og ofrene havde ingen forudgående relation til hinanden.

Hændelsen fandt sted 21. juli sidste år.

Manden med tamilsk baggrund stødte tilfældigt på de to mænd, som sad i deres bil på parkeringspladsen ved den lokale købmandsbutik.

De to mænd fulgte efter ham, sparkede døren ind til mandens ungdomsbolig, hvorefter en af mændene slog og sparkede ofret.

Den tamilske mand søgte tilflugt hos en kammerat på et værelse ved siden af.

Herefter fik denne mand samme hårdhændede behandling.

Der var rejst tiltale for, at der blev anvendt knojern ved overfaldet. Men det har retten ikke fundet bevist.

Den ene af mændene brækkede ved overfaldet næsen, mens den anden slap med en hudafskrabning i ansigtet.

Manden med den brækkede næse fik samtidig et epileptisk anfald, som muligvis blev udløst af overfaldet.

De to mænd afviste til det sidste, at de stod bag volden og forsikrede retten om, at de ikke havde noget imod personer med en anden tro eller hudfarve.

- Jeg har ikke noget problem med sorte, brune, gule mennesker, eller hvad de nu er, sagde den 27-årige mand med tatoveringer på hånden og på halsen i retten.

Den 35-årige mand blev også fundet skyldig i at have truet et vidne, der ilede til stedet, da hun hørte tumult.

- Hvis du siger mit navn til nogen, brænder jeg dit og din families hjem ned, refererede kvinden ham for at sige.

Den 35-årige mand har modtaget dommen, mens den 27-årige vil overveje, om dommen skal ankes.