En 27-årig mand er anholdt på mistanke om brandstiftelse, efter en brand brød ud i en beboelsesejendom i Grenaa natten til onsdag.
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen om brand klokken 01.37.
- 28 personer blev evakueret. Heldigvis er ingen kommet til skade, siger vagtchef Stig Heidemann til Ekstra Bladet.
Se mere video på localeyes.dk
Han oplyser, at den anholdte mand selv bor i den lejlighed i ejendommen, hvor branden formentlig er opstået.
- Hans lejlighed er fuldstændig udbrændt, siger vagtchef Stig Heidemann og oplyser, at politiet efterfølgende fandt flere flasker ude foran ejendommen.
- Vi fandt blandt andet nogle flasker, som der har været brandbare væsker i.
De 28 beboere er her til morgen samlet på et plejehjem, der ligger i nærheden.
- Vi er i gang med at finde ud af, hvem der kan komme tilbage til deres lejligheder. Der er umiddelbart fem-seks lejligheder, som er ubeboelige på grund af brand- eller vandskader, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.
Den anholdte bliver formentlig fremstillet i grundlovsforhør sigtet for forsætlig brandstiftelse.
Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)