Nordsjællands Politi har anholdt en person i forbindelse med en brand på Nordsjællands Hospital i Hillerød, der blev evakueret tirsdag aften.
I en pressemeddelelse efter midnat oplyser politiet, at en psykisk uligevægtig mand er anholdt i forbindelse med branden.
- Vi kender endnu ikke brandårsagen, men klokken 22.35 anholdt vi en psykisk uligevægtig mand på hans bopæl, efter at han havde udvist mistænkelig adfærd i nærheden af hospitalet på gerningstidspunktet.
- Vi skal nu have undersøgt, om branden er påsat, og om manden i så fald har noget med den at gøre, fortæller vicepolitiinspektør Lau Lauritzen fra Nordsjællands Politi.
Adskillige patienter blev evakueret i forbindelse med branden, der blev opdaget klokken 20.24.
30-35 personer er blevet evakueret til andre afdelinger på hospitalet eller til evakueringsbusser, oplyser politiet.
Branden er tilsyneladende opstået i kælderen under bygning syv og otte på sygehuset.
Politiet oplyser, at de tekniske undersøgelser påbegyndes onsdag morgen, og det er endnu for tidligt at sige, hvornår undersøgelserne er færdige.