Mand anholdt for mord på mor og barn

En mor i 30'erne og hendes ni måneders gamle pige er afgået ved døden efter et fald fra en klippe

En mor og hendes barn faldt i aftes omkring ti meter ned fra en klippe. Begge blev hastet til hospitalet, men deres liv stod ikke til at redde.

Allerede i nat er en mand blevet afhørt og efterfølgende anholdt i sagen, oplyser svensk politi til Kvällsposten.

- Der er en mordundersøgelse i gang. Den mistænkte er en mand, men vi vil på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvilken relation han har til kvinden og barnet, siger Stephan Söderholm til avisen.

Hændelse skete omkring klokken 23 ved Dalby stenbrud uden for Lund i Skåne. Kvinden var i 30'erne, mens den lille pige var bare ni måneder.

Skal genafhøres

Politiet har nu afspærret området omkring både Dalby og den afdødes kvindes bopæl.

Politiet oplyser, at Dalby-området er meget øde, og at der normalt ikke er nogen mennesker om aftenen. Stedet er kendt for meget stejle skrænter, og mange kommer dertil i dagtimerne, da der er mange gode udsigtssteder.

Onsdag morgen arbejder politiet på højtryk for at finde ud af, hvad der helt præcist er sket i aftes.

- Det er meget vigtigt for os at få et billede af, hvad der er sket i løbet af aftenen.

- Vi skal blandt andet have afhørt den anholdte en gang til, oplyser politiet til avisen.

Også teknikere er til stede ved stenbruddet for at lede efter spor.