Mand anholdt for overgreb mod flere børn

En pædofili-sag har rystet daginstitution Stjernehuset i Taastrup, hvor en 49-årig mand fredag er blevet anholdt for overgreb mod flere børn

Foto: Anders Brohus
Foto: Anders Brohus

Hvis du har oplysninger om sagen, så kontakt Ekstra Bladets journalist her.

Ekstra Bladet kunne for nylig afsløre, at en 49-årig mandlig ansat var mistænkt for overgreb mod børn i institutionen Stjernehuset i Taastrup, mens han skulle passe på børnene.

Nu er manden anholdt og vil blive stillet for en dommer fredag formiddag, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

'Københavns Vestegns Politi har på baggrund af en efterforskning anholdt en 49-årig mandlig ansat fra en daginstitution i Taastrup.
Manden er mistænkt for andet seksuelt forhold end samleje og for blufærdighedskrænkelse af flere børn og har været sendt hjem fra daginstitutionen under efterforskningen,' skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er sagen vokset, siden første overgreb blev opdaget tilbage i januar.

Ekstra Bladet skrev tidligere, at sagen omhandlede minimum tre børn, men det tal er vokset til at omhandle flere børn end de tre, fortæller kilder tæt på sagen til Ekstra Bladet.

- Vi har efterforsket mod manden i en længere periode og har nu vurderet, at der var materiale i sagen til at fortage anholdelse og få mistænkte fremstillet i retten, siger lederen af Københavns Vestegns Politis overgrebsgruppe, politikommissær Rikke Thestrup.

Den 49-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af fredag formiddag.

Her vil anklagemyndigheden begære lukkede døre. Af hensyn til de muligt lukkede døre og af hensyn til efterforskningen har Københavns Vestegns Politi ikke yderligere kommentarer til sagen for nu.