Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller SMS/MMS på 1224 (koster alm. takst)
En 50-årig mand er blevet dræbt efter vold i en lejlighed på Fredericiagade i Vejle. Det skete lørdag aften.
- Vi blev sendt derned i anledning af noget vold i en privat lejlighed, hvor der havde været en privatfest, siger vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.
Der er tale om en 50-årig mand, der ikke bor i lejligheden. Han blev erklæret død i lejligheden. Politiet er nu i gang med at underrette pårørende.
Politiet blev tidligere på aftenen kaldt til lejligheden til noget slagsmål eller uro, men det viste sig altså, at det var meget værre.
Politiet har anholdt fire personer - to kvinder og to mænd - der var til stede i lejligheden. Iføge Vejle Amts Folkeblad blev de anholdte ført fra stedet i hvide helddragter, der bruges til at sikre spor.
Deres indbyrdes roller skal nu afklares, før det besluttes, hvad der skal ske med dem.
Vagtchefen kan ikke siges noget nærmere om, præcis hvordan manden døde. Der har været en retsmediciner i lejligheden, og ligsyn og senere obduktion skal klarlægge de nærmere omstændigheder.
Lige nu er kriminalteknikere i gang med at undersøge gerningsstedet.