Mand død efter voldsom bilulykke

Manden var tirsdag eftermiddag involveret i en voldsom trafikulykke

En mand er afgået ved døden, efter han tirsdag eftermiddag var involveret i en voldsom trafikulykke på rute 59 mellem Langebæk og Kalvehave.

Det oplyser Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi til Ekstra Bladet.

- Jeg kan bekræfte, at en 39-årig mand er afgået ved døden i forbindelse med ulykken. Han blev erklæret død klokken 16:50, fortæller vagtchef Ehm Christensen.

Bar ikke sikkerhedssele
Ifølge Ritzau sad den 39-årige på bagsædet og havde ikke sikkerhedssele på. Han blev alvorligt kvæstet og fløjet med helikopter til Rigshospitalet.

Men hans liv stod ikke til at redde og knap tre timer efter ulykken blev han erklæret død, oplyser politiet til Ekstra Bladet.

Yderligere to personer - en 50-årig kvinde og en 29-årig mand - kom til skade i ulykken. De er begge uden for livsfare.

Artiklen fortsætter under billedet...

Foto: Per Rasmussen
Foto: Per Rasmussen
 

Ulykken skete i forbindelse med en overhaling.

- Bilen har ikke ramt andre, men er rullet rundt på en mark. Vi har haft en bilinspektør på, der nu skal klarlægge, hvordan det kunne ske, fortæller vagtchefen.

Ifølge Ekstra Bladets mand på stedet ser det ud til, at bilen har slået flere kolbøtter, inden den endte på taget.

I forbindelse med ulykken var Gammel Vordingborgvej spærret i godt et par timer.

Mandens pårørende er endnu ikke underrettet.