Seks års fængsel for næsten fem års mishandling og talrige voldtægter.
En ung mand skal i fængsel, efter at han fredag ved Retten i Glostrup er fundet skyldig i vold og seksuelle overgreb begået mod sin hustru.
Forbrydelserne fandt sted fra sommeren 2013 til februar 2018, hvor offeret stak af fra sit hjem og opsøgte politiet på politigården i Albertslund.
Kvinden er i dag 28 år. Hun kommer fra Pakistan og har ikke opholdstilladelse i Danmark. Parret har været gift siden 2011. Kvinden fik siden turistvisum i Sverige og har opholdt sig ulovligt i Danmark siden 2013.
Fra 2013 til 2018 udnyttede den nu 26-årige mand ifølge dommen sin overlegne stilling i forhold til sin hustru, som på grund af sin status som illegal indvandrer var fuldstændigt afhængig af ham og hans familie.
Han slog hende, hvis hun ikke ville have oral- eller analsex med ham, og derfor lod hun regelmæssigt den slags ske mod sin vilje.
Hun blev også regelmæssigt tvunget til samleje med ham.
- Når hun herefter indimellem alligevel sagde nej til sex, blev hun sparket i maven og slået, som om hun var et dyr. Hun blev også revet i håret, sagde retsformand Anne Ersbøll tidligere under skyldkendelsen.
Volden gav kvinden blå mærker på kroppen, hævede, blå øjne og blod i urinen.
Anklager Morten Frederiksen havde forud for dommen krævet otte års ubetinget fængsel til manden. Forsvarer Helle Kaad Iversen mente ikke, at det ville være rimeligt at straffe med mere end fem års fængsel.
Foruden vold og voldtægt har manden også været tiltalt for at have underkastet kvinden ekstrem social kontrol.
På et tidspunkt i sagens forløb - inden dommen - har anklagemyndigheden dog valgt at fjerne denne passage i anklageskriftet, da den viste sig at være for svær at bevise.
Det oplyser anklager Morten Frederiksen umiddelbart efter domfældelsen.
Den dømte har anket dommen til frifindelse.