En 58-årig mand mistede livet, da han sent tirsdag blev påkørt af en personbil i Kolding.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi til Ekstra Bladet.
Klokken 22.44 forsøgte manden at krydse den firesporede Vejlevej til fods, da han blev ramt af personbilen.
- Vi er ved at efterforske nærmere, hvad der skete, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Svend Pedersen.
Han oplyser, at bilisten, en 49-årig mand, var ædru.
Den 58-årige var fra Kolding, og de pårørende er underrettet om trafikulykken.