Mand dræbt i glatføreulykke

En 80-årig mand har mistet livet, efter at være blevet ramt af en modkørende

Følg Krimi

Selvom temperaturen alle steder i landet befinder sig over frysepunktet, har vejret alligevel skabt voldsomme problemer på vejene i Nordjylland, hvor vejret er klart.

Mange steder i det nordjyske er vejene nemlig isglatte, og det har efter alt at dømme kostet en 80-årig mand livet. Det oplyser Nordjyllands Politi til Ekstra Bladet.

- Der er to biler, der er kørt frontalt sammen, hvor den ene bil på grund af is kører over i den anden, oplyser Henrik Beck, vagtchef ved Nordjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Ulykken skete kort før klokken 15.55 på Boldrupvej ved Thorup, der ligger nordvest for Hobro. Vejen var efterfølgende spærret i et par timer, mens politi og redningsmandskab arbejdede på stedet.

Flere ulykker på kort tid
Den 80-årige mand, der efter ulykken er afgået ved døden, sad i den bil, som der blev kørt ind i. I bilen sad desuden hans 48-årige søn, der var i stand til selv at gå ud af bilen efter sammenstødet, mens den modkørende bil blev ført af en 52-årig kvinde, der også selv var i stand til at gå ud af bilen.

Politiet har ingen formodning om, at ulykken skyldes alkoholpåvirkning eller for høj hastighed.

- Det er ikke vores opfattelse, og patruljerne derude siger også, at det er isglat, siger vagtchefen.

Inden for tre kvarter havde politiet fået tre anmeldelser om færdselsuheld i området, og de advarer derfor om, at man skal passe ekstra godt på, når man bevæger sig ud på de glatte veje.

Ingen er kommet alvorligt til skade ved de øvrige færdselsuheld, der er sket som følge af de isglatte veje.

De pårørende til den afdøde 80-årige mand er underrettet.

Mere fra Ekstra Bladet+

Qatar er et diktatur, styret af emiren og et præsteskab med rod i shariaen

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind