Mand efterlyst: Trak bukserne ned i bussen

En 30-årig kvinde er blevet udsat for blufærdighedskrænkelse i en bus i Aarhus

Busturen blev mere ubehagelig end forventet for en 30-årig kvinde, der onsdag aften blev udsat for blufærdighedskrænkelse.

Krænkelsen skete, da kvinden klokken ca. 18.40 stod på bus 6A i Aarhus ved Viby Torv.

Ifølge Østjyllands Politi, der har beskrevet hændelsen i deres døgnrapport, kom en mand løbende ind i bussen, da den stoppede ved Silkeborgvej i byen.

Manden satte sig med det samme på sædet bag chaufføren, men da bussen kørte videre, rejste han sig pludselig op og råbte højt 'Somalia' samt noget andet, som den forurettede ikke fik fat i.

Herefter smed manden sine bukser og trak sine underbukser ned på lårene således at hans lem blev blottet.

Den 30-årige kvinde var vidnet til hele episoden og meldte det efterfølgende til politiet.

Ifølge den forurettede trak manden kort efter sit udbrud igen bukserne på og udvekslede kort nogle ord med chaufføren, inden han igen forlod bussen ved Åby Ringvej/ Edwin Rahrsvej.

Østjyllands Politi hører gerne fra personer, der kan have oplysninger om, hvem manden er, på tlf. 114.