En 31-årig mand fra lokalområdet er natten til torsdag omkommet efter en alvorlig trafikulykke onsdag aften på Høng Landevej ved Løve.
Det oplyser vagtchef Henrik Olesen fra Midt- og Vestsjællands Politi kort efter klokken 01.00 natten til torsdag.
Ved ulykken, der skete klokken 21.15, kørte en firhjulstrækker med en hestetrailer frontalt sammen med en mindre personbil.
I firhjulstrækkeren sad en kvinde bag rettet, mens en mand var med som passager.
Den 34-årige kvinde fik benbrud, mens den 35-årige mand brækkede armen, oplyser pressetalsmand Martin Bjerregaard til Ekstra Bladet klokken 07.30 torsdag morgen.
- Der blev sendt en helikopter, men den var der ikke brug for, fortæller Martin Bjerregaard.
Høng Landevej var efter ulykken spærret i flere timer, men blev klokken 01.10 natten til torsdag åbnet igen.
Politiet er i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder, der førte til ulykken.
De pårørende til den dræbte er underrettet.