En 43-årig mand er blevet sigtet for drabsforsøg på en politimand, fordi han slog ud efter ham med en økse i en lejlighed på Tuborgvej i København.
Den dramatiske situation opstod, da politiet var ude at lede efter en person, der er eftersøgt, fordi han er udeblevet fra fængslet efter en udgang. Der var tale om en opgave, som Københavns Politi udførte for Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet havde fået nogle adresser, hvor manden måske kunne være, herunder adressen på Tuborgvej.
Mand sigtet: Forsøgte at dræbe betjent med økse
På adressen finder politiet dog ikke manden. I stedet opholder der sig nogle andre personer hvoraf en af dem - en mand- står klar med en økse, da politiet trænger ind i lejligheden. Her svinger han efter den første betjent.
- Heldigvis sker der ikke noget, og øksen rammer ind væggen i stedet for betjentens hoved. Men betjenten værger for sig og bliver ramt på den ene arm, siger anklager Rasmus von Stamm, Københavns Politi.
Den 43-årige blev søndag fremstillet i grundlovsforhør, hvor en dommer varetægtsfængslede ham i 25 dage.
Der er ikke oplysninger om, hvordan manden forholder sig til sigtelsen, men han kærede fængslingen, oplyser den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi.
Det betyder, at Østre Landsret nu skal tage stilling til, om grundlaget for varetægtsfængslingen er i orden.