Mand fængslet: Pressede pige til at sende intime billeder

En 58-årig mand fra Taastrup er mandag blevet fængslet for at presse og lokke intime billeder ud af mindreårige piger

En 58-årig mand fra Taastrup er mandag blevet fængslet frem til 19. maj, efter han har lokket billeder ud af mindst fem mindreårige piger.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

'I ét tilfælde er han sigtet for at presse en pige til at sende intime fotos, og derfor er han også sigtet efter straffelovens paragraf 260 om ulovlig tvang, skriver politiet i pressemeddelsen.

Ifølge politiet fik den mistænkte kontakt til pigerne via sociale medier.

Han har også sendt intime billeder af sig selv til pigerne, hvorfor han er sigtet for blufærdighedskrænkelse.

Sagen har været efterforsket i længere tid og efterforskningen er pågående.

'Af hensyn til den og da dagens grundlovsforhør foregik bag lukkede døre, har Københavns Vestegns Politi ikke yderligere kommentarer til sagen for nu', skriver politiet.