Mand fængslet: Stak ild på Nørrebro-butik

20-årig anholdt og sigtet i sag, hvor sagesløse borgere risikerede liv og ejendele

En 20-årig mand er fredag fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt. Her sigtes den unge mand, der har anden etnisk baggrund, for forsøg på brandtstiftelse.

Manden nægter sig skyldig og ønskede ikke at udtale sig.

I følge sigtelsen forsøgte den 20-årige at stikke ild på en milkshake-butik, der ligger på Nørrebrogade, natten til 27. januar. I sigtelsen lyder det, at forsøget på brandstiftelse skete som led i konflikten mellem NNV-banden på den ene side og Bandidos på den anden.

Butikken ligger i etageejendommens stueetage. Først blev en sten kastet gennem butikkens rude, hvorefter benzin blev hældt ind, som der blev stukket ild til.

Beboerne i etageejendommen blev på den måde udsat for ganske betydelig fare, hvis ikke ilden var blevet slukket så hurtigt, lyder det endvidere i sigtelsen.

Ved dagen grundlovsforhør blev manden fængslet i foreløbigt 27 dage.