Under mystiske omstændigheder blev en 62-årig mandlig beboer fundet død i sin lejlighed tirsdag aften på Tønnesgade 35 midt i Vejle.
Se mere video på localeyes.dk
Retsmedicinere og efterforskere har sidenhen arbejdet på højtryk, for at finde ud af hvad der er sket. Og nu er en 53-årig kvinde blevet anholdt.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi til TV Syd.
I en pressemeddelelse skriver politiet følgende:
- På grund af omstændighederne ved den afdøde og i lejligheden, blev der iværksat efterforskning med henblik på at afdække om der måtte ligge en forbrydelse bag dødsfaldet. Derfor blev der tilkaldt tekniske efterforskere, hundeførere og en retsmediciner. De nævnte har alle gennemført undersøgelser på og omkring findestedet, skriver politiet.
Artiklen fortsætter under billedet
Samtidig oplyser de i pressemeddelelsen, at de har anholdt en kvinde, fordi hun var den sidste, der har været i kontakt med den afdøde mand.
Men det er fortsat uklart, hvad der skal ske med hende.
- Sydøstjyllands Politi har anholdt en person med tilknytning til den afdøde, idet den pågældende formentligt – efter det i øjeblikket afdækkede - er den, der sidst har være i kontakt med afdøde. Hvad der skal ske i forhold til den anholdte vil formentligt afhænge af resultatet af obduktionen, skriver politiet.
Samtidig tilføjer de, at obduktionen vil blive gennemført i dag, men det er fortsat ikke muligt at sige, hvornår den bliver færdig.
Derfor er det også uklart, om hvorvidt kvinden skal fremstilles i grundlovsforhør.