Mand i koma: 29-årig varetægtsfængslet

En 38-årig mand fra Aarhus er lagt i koma efter alvorligt knivstikkeri

En 38-årig mand er i kritisk tilstand, efter han blev stukket med en kniv flere steder på kroppen. Foto: Øxenholt Foto
En 38-årig mand er i kritisk tilstand, efter han blev stukket med en kniv flere steder på kroppen. Foto: Øxenholt Foto

En 29-årig mand er fængslet i fire uger efter et knivstikkeri i Brabrand i det vestlige Aarhus.

Politiet fik sent fredag aften klokken 23.35 en anmeldelse om et knivstikkeri, hvor en 38-årig mand blev stukket flere steder på kroppen.

Vagtchef hos Østjyllands Politi Rene Ludvig oplyste lørdag eftermiddag til Ekstra Bladet, at den forurettede er blevet opereret og efterfølgende lagt i koma.

Den 29-årige mand er sigtet for medvirken til drabsforsøg, mens flere mulige gerningsmænd stadig er på fri fod.

Ofret blev i første omgang behandlet på stedet, inden han blev kørt til traumecentret på Skejby sygehus.

Gerningsvåbnet er fundet, men Østjyllands Politi kan ikke fortælle, om der er tale om en eller flere grupperinger, ligesom de heller ikke kan oplyse, hvad motivet for det voldsomme overfald kan være.

Grundet situationens alvor har Østjyllands Politi ikke for nuværende yderligere oplysninger, men Ekstra Bladet følger sagen.

Østjyllands Politi efterlyser vidner til episoden. Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 114.