Mand idømt 13 års fængsel for at spise tigre

Kinesisk forretningsmand er blevet idømt en hård fængselsstraf for sær fetich

En kinesisk forretningsmand skal tilbringe de næste mange år i fængsel for at have købt og spist indtil flere tigre.
En kinesisk forretningsmand skal tilbringe de næste mange år i fængsel for at have købt og spist indtil flere tigre.

En usædvanlig spisevane med indtagelse af kød fra indtil flere tigre har betydet, at en kinesisk mand nu må indstille sig på, at menuen primært kommer til at bestå af vand og brød.

Forretningsmanden, som kun er benævnt ved efternavnet Xu, er nemlig blevet idømt 13 års fængsel, skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhau ifølge The Guardian.

Forretningsmanden og hans medskyldige så på mens i alt tre tigre på forskellige tidspunkter blev henrettet, hvorefter han transporterede dem hjem til sig selv. En af tigrene blev dræbt af elektriske stød.

Efterfølgende spiste manden og hans venner kødet, og angiveligt skulle manden have sagt 'hvis nogen spørger, så sig at det er okse, hest eller kød fra en stor kat'.

Spiste kønsdele
Ud over at spise kødet, lavede manden vin af blodet fra tigrene, og ifølge Daily Mail skulle forretningsmanden desuden have spist tigrenes kønsdele, fordi det ifølge lokale myter skulle forøge kønsdriften.

Manden blev anholdt, efter at en person havde filmet drabet på en af tigrene og meldt det til politiet. Politiet har efterfølgende ransaget mandens hjem, hvor de blandt andet fandt adskillige kropsdele fra dyr, heriblandt en tigerpenis og kød fra blandt andet kobra og firben.

Udover dommen på 13 års fængsel, er manden blevet dømt til at betale en bøde på godt 150.000 kroner. Hans to medskyldige er blevet dømt til henholdsvis fem og seks et halvt års fængsel.

Drab på tigre er yderst ulovligt i Kina, og tigeren er yderst truet i det folkerige land. Det anslås at bestanden er faldet fra omkring 100.000 i forrige århundrede til omkring 3000 i dag.