Mand idømt otte år - tjente over en million på kokainhandel

To mænd tilstår deres rolle i en sag om kokainhandel. De er blevet dømt ved Retten i Glostrup onsdag

Retten i Glostrup har onsdag dømt to mænd i en sag om narkohandel i Hvidovre. Begge har tilstået deres roller. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Retten i Glostrup har onsdag dømt to mænd i en sag om narkohandel i Hvidovre. Begge har tilstået deres roller. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En 30-årig mand tjente over 1,1 million kroner på handel med kokain i Københavnsområdet. Og han fik hjælp fra en 29-årig mand.

Onsdag blev de dømt ved Retten i Glostrup for salg af kokain. De får begge lange fængselsstraffe og tilstod deres roller.

30-årige Jamil Ibrahim Machaal er idømt otte års fængsel for handel med kokain. Han har udbedt sig betænkningstid, så han vil overveje, om han skal anke dommen.

Den 29-årige mand, Kim José Hedegaard, er dømt for at have hjulpet ham og har fået fem et halvt års fængsel. Han modtager dommen.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Jamil Ibrahim Machaal er dømt for at have tjent over en million kroner på narkohandlen.

Ifølge tiltalen skal han med hjælp fra Kim José Hedegaard have stået bag salg af mindst syv kilo kokain, frem til han blev anholdt i oktober sidste år.

Retten har valgt at konfiskere 1,1 million kroner, da det svarer til fortjenesten.

Da en ejendom, som Jamil Ibrahim Machaal havde råderet over i Hvidovre, blev ransaget i oktober sidste år, fandt politiet omkring et kilo kokain.

Anklager Michelle Lindegaard er tilfreds med dommen.

- Den afspejler, at der er tale om omfattende narkohandel, siger hun til Ritzau.

Jamil Ibrahim Machaal og anklagemyndigheden har begge 14 dage til at afgøre, om de vil anke onsdagens dom.