Ved to-tiden natten til søndag blev en 43-årig mand bragt på hospitalet, efter han blev påkørt af en bil på Strandvejen i Hellerup.
Det fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Søren Bjørnestad til Ekstra Bladet.
- Manden gik ind mellem to parkerede biler og ud foran en bil, som kom kørende, fortæller Søren Bjørnestad.
Hastet på hospitalet
Manden blev indlagt på traumeafdeling.
- Men derudover kender vi ikke hans tilstand, siger Søren Bjørnestad.
Politiet undersøger omstændighederne omkring ulykken.
I forbindelse med uheldet spærrede politiet Strandvejen mellem Callisensvej og Hellerupvej i cirka to timer. Den blev genåbnet tidligt søndag morgen.