Mand lagt i respirator efter voldsomt overfald

En mand er helt umotiveret slået bevidstløs lørdag morgen

En 38-årig mand er lørdag morgen blevet slået bevidstløst på en villavej i Svendborg - helt umotiveret.

Det oplyser Fyns Politi til Ekstra Bladet.

Manden ligger nu på Odense Universitetshospital, hvor han er blevet lagt i respirator på grund af sine kvæstelser.

- Det er meget alvorligt, og han har muligvis fået blødninger i hjernen, siger vagtchefen ved Fyns Politi, Steen Nyland.

En retsmediciner skal undersøge manden for skaderne, så politiet kan danne sig et overblik over, hvad der præcis er sket.

Umiddelbart lader det til, at manden udelukkende er blevet slået med knytnæveslag.

Ifølge Fyens Politi skete overfaldet helt umotiveret, og der er intet, som tyder på, at de to mænd har kendt hinanden, eller der har været noget forudgående for episoden.

Mangler vidner
Overfaldet skete omkring klokken 12:30 på Caroline Amalie Vej i Svendborg, hvor flere vidner så det ske.

- Vi ved ikke, hvad forurettede lavede der, eller hvor han var på vej hen. Han er fra lokalområdet, men bor ikke lige der, siger vagtchefen.

Den 38-årige mand har siden overfaldet været bevidstløs, så politiet har ikke kunnet tale med ham endnu.

Derfor hører de stadig gerne fra andre vidner, som har kendskab til episoden, og som kan gøre politiet klogere.

Lige nu ved de ikke, hvorfor overfaldet skete, men det er de i gang med at undersøge.

- Muligvis har forurettede bare været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Politiet undersøger nu, hvad overfaldsmandens motiv har været. Om han var påvirket eller andet.