En alvorlig trafikulykke med en svært tilskadekommen mand på Egensevej øst for Aalborg har siden i eftermiddag sat grå hår i hovedet hos Nordjyllands Politi, fordi politiet ikke kan finde ud af, hvem manden er.
Ved 16.30-tiden blev manden ved rattet i en lille kabinescooter ramt af en bil, der kørte på Egensevej mod øst. Umiddelbart forinden var kabinescooteren drejet ud på vejen, hvor bilisten ikke kunne undgå kollisionen. Ved sammenstødet blev den ukendte mand slynget ud af scooteren, der endte på et helleanlæg. Bilisten slap fysisk uskadt.
Ingen personlige papirer
Da redningsmandskabet nåede frem, søgte man efter personlige papirer i den kvæstedes tøj for at identificere ham. Men der var ingen brugbar ID. Og da kabinescooteren kørte uden nummerplade, kunne man heller ikke identificere ham ad den vej.
Efter en times arbejde med at stabilisere den kvæstede blev han overført til traumecentret i Aalborg. Her er hans tilstand fortsat yderst kritisk.
- Den tilskadekomne er meget ilde tilredt, og derfor satte vi hurtigt alt ind på at finde hans pårørende. Men det viste sig at være meget vanskeligt, siger vagtchef Per Vagn Nielsen, Nordjyllands Politi.
Hentede arbejdsgiver
I stedet fik politiet her til aften lokaliseret mandens formodede arbejdsgiver og fik den pågældende kørt ind til Aalborg Sygehus Syd med henblik på en sikker identifikation.
Så vidt Ekstra Bladet erfarer, er den tilskadekomne en mand først i 50'erne, som bor alene i lokalområdet øst for Aalborg, ikke langt fra stedet hvor ulykken skete.
På grund af ulykkens omfang har politiet bedt en bilinspektør om at udfærdige en rapport over eventuelle tekniske mangler ved de implicerede køretøjer.