Mand løsladt: Tog direkte tilbage og tævede konen

Politiet løslod en mand i en sag om hustruvold, men kort efter blev han anholdt igen. Han var efter sigende taget direkte tilbage for at genoptage volden

En 41-årig mand er onsdag blevet varetægtsfængslet i 14 dage for flere tilfælde af hustruvold i Hvidovre.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet.

Den første episode fandt sted klokken 01.15 natten til tirsdag, hvor en bekymret nabo ringede til politiet

- Han er mistænkt for at have udsat sin hustru for vold. Vi får meldingen fra en nabo, og vi tager ud og anholdt ham. Han bliver taget med på stationen og bliver efterfølgende løsladt.

- Han vender så tilbage til lejligheden og genoptager volden, og så bliver han igen anholdt klokken 07.55 tirsdag morgen, siger kommunikationsansvarlig Claus Buhr fra Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet.

Ifølge politiet er han mistænkt for at have slået sin hustru i hovedet flere gange, skubbet hende ind i væggen, slynget hende ned på gulvet og kastet flere genstande efter hende.

Claus Buhr understreger dog, at det er helt normal procedure, at personer bliver anholdt og senere løsladt, når de begår simpel vold.

- Det samme ville ske i forbindelse med et værtshus-slagsmål eller noget andet i den stil. Men det er klart, at når han vender tilbage og genoptager volden mod den samme person, så vælger vi at fremstille ham for en dommer, siger han til Ekstra Bladet.