Flere medier - både danske og udenlandske - skrev i begyndelsen af marts, ligesom Ekstra Bladet, at den japanske mand formentlig døde, fordi han var blevet knust under sine seks tons pornoblade. Det har senere vist sig ikke at være sandt. Manden er ganske rigtigt fundet død i sin lejlighed, hvor der befandt sig en mængde porno med en anslået vægt på omkring seks tons. Men manden er med stor sandsynlighed død af et hjerteanfald, og blev fundet efter cirka en måned dækket af udklip fra nogle pornoblade.
Porno kan være farligt i overdrevne mængder.
Det gjaldt i hvert fald på tragisk vis for en 50-årig japansk mand, som blev fundet død i sin lejlighed seks måneder efter, at han efter alt at dømme mistede livet ved, at hans pornosamling på seks tons faldt ned over ham.
Det skriver blandt andre NY Post og Daily Mail.
Efter at være blevet bekendt med mandens dødsårsag sendte hans familie angiveligt et rengøringsfirma til lejligheden for at rydde op. Noget tyder nu på, at det er rengøringspersonalet, som har lækket billeder af lejligheden og detaljer om mandens død.
Det er uklart, hvorvidt manden døde af et slagtilfælde, hvorefter reolen med de mange tons pornomagasiner væltede ned over ham, eller om han blev dræbt af trykket fra de mange blade. Men ifølge rengøringsassistenten var hans øjne poppet ud af hans hoved, da han blev fundet efter seks måneder. Han fortæller desuden, at hele den 50-årige mands lejlighed var fuldstændigt dækket til med blade og avisudklip, og at ingen formentlig ville have hørt hans råb om hjælp på grund af de mange blade over ham, hvis han havde været i live, da de væltede.