Mand mister livet efter nabostrid

Onsdag aften var politiet til stede i Albertslund efter et knivstik. Politiet oplyser torsdag morgen, at en mand er afgået ved døden. Knivstikket bunder angiveligt i en nabostrid

Politiet var til stede onsdag aften i Albertslund.

En mand er afgået ved døden, efter at han onsdag aften blev alvorligt såret af knivstik i forbindelse med et slagsmål i Albertslund.

Det oplyser vagtchef Torben Wittendorff ved Københavns Vestegns Politi torsdag morgen.

- Det er en overbo, der kommer op at skændes med underboen, og det ender så ude på gaden, hvor den ene bliver stukket, formentlig med en kniv, fortalte politiets vagtchef Brian Holm onsdag aften.

Underboen, der blev stukket, blev bragt til Rigshospitalets traumecenter og døde natten til torsdag af sine kvæstelser. Overboen, der er midt i 20'erne, er anholdt.

Han vil senere torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør, oplyser vagtchefen.

Dykkere i vandet
Vagtchefen fortalte efter midnat natten til torsdag, at politiet efter kontroversen havde dykkere i kanalen i Albertslund for at lede efter gerningsvåbnet, men uden held.

- Dykkerne er stoppet for i dag, men de kommer igen i morgen tidlig. Vi skal have fundet det, vi leder efter, sagde vagtchefen og tilføjede.

Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvad de to mænd kom op at skændes om.

Vagtchefen ønsker desuden ikke at oplyse den afdøde mands alder, da de pårørende ikke er underrettet.

Politiet oplyste onsdag aften til Ekstra Bladet, at en person er anholdt på stedet.

- Der er tale om to personer, der formentlig er bekendte med hinanden. Vi tror, de er over- og underboer, og at noget 'husspektakel' så er endt på gaden, hvor en nok er blevet så sur, at en kniv blev trukket, sagde vagtchefen ved Vestegnens Politi til Ekstra Bladet onsdag aften.